Vores ‘nye’ liv ..

Man kan hurtigt komme til at tro, at al det her med at have mistet vores datter, at det fylder alt i vores hverdag .. Og det gør det for sin vis også. Også alligevel ikke. For det er vi nød til ikke ‘tilade’ det at gøre.

For vi har heldigvis vores Anton. Og hvor svært det end er, så skal han have en normal hverdag som muligt. Også selvom han har mistet sin lillesøster. Også selvom han nu har en mor, som græder lydløst under bruseren, og som lister ud i værkstedet når det hele bliver for meget, når vi alle er hjemme.  En mor som nogle dage giver lidt hurtigere op og ikke tager de kampe hun måske ellers ville have gjort. For han er her, her hos os – og gudskelov for det!

Og det har været vigtigt for os lige fra dag et af, at han ikke måtte føle sig til side sat. Fuldstændigt ligesom hvis Mynthe havde været hos os, her på jorden. Så vi snakker ikke om hende hele tiden, selvom hun fylder rigtig meget i vores hoveder. Men hun er oppe og vende, hver dag. Og det er rart vi kan tale om hende, eller lige nævne hende. Ikke at vi skal. Men hun dukker op, helt uden vi egentlig er klar over det.

Anton er hellere ikke med på kirkegården hver dag, hellere ikke hveranden. Han bliver spurgt en gang imellem om han vil med, og ellers er det kun når han selv spøger, om vi ikke skal gå der op en tur. For det skal ikke være det alt over skyggende her hjemme. For han må aldrig nogensinde føle, at det ene er vigtigere end det andet!    

Jeg tænker på hende tit, nok nærmere hele tiden, i de timer hvor jeg er alene. For når Anton er afleverede om morgen, så er det der jeg kan være ked af det. Det er der jeg kan være gal og vred. Der jeg kan råbe og skrige og synes det hele er noget møg og uretfærdigt. Men når Anton er hjemme igen, så må jeg lægge ‘låg’ på, så bedst jeg nu kan. For han er jo ikke dum, han ved da godt når jeg har haft en lorte dag. Og vi skjuler hellere ikke noget her hjemme, for man må gerne være ked af det, og man må gerne synes det hele er dybt uretfærdigt. For det samme siger vi til ham, når han tager sine ture og filmen den knækker og han bliver ked af det.

Men vi skal også lærer at kunne lægge låg på, og være en familie som kan hygge sig, trods vi står i vores livs sorg og smerte. Det kan til tider, været helt enormt svært og fuldstændigt uoverskueligt og umuligt … Men vi står sammen, og skal leve vores liv videre. Trods det ikke gik, som vi havde drømt og håbede på. Og det gør så vanvittigt ondt at sige – ‘livet skal gå videre’ . Men det er det nød til, for jeg har min dreng som skal have en glad mor .. Igen ..