Når savnet ikke bliver mindre ..

4 måneder uden dig ..

Der har været lidt stille her inde, og det er ikke fordi der ikke har været tanker, følelser og frustationer, for det har der. Mange endda. Men synes det er vanvittigt svært for tiden – nogle dage. Det er som om det hele kommer tættere og tættere på. Ikke at det bliver mere virkeligt, for det er det, i den grad! Men dagen hvor vi skulle have haft hende ud til os, i live er lige rundt om hjørnet, og jeg gruer lidt for den. Og julen. Det er de to ting som jeg er bange for at skulle igennem, uden hende. For det er dage som skulle have været fyldt med spænding, kærlighed og lykke.. Ikke smerte, længsel, savn og sorg.

I Tirsdags var det den 3 Oktober. Det vil sige 4 måneder siden jeg fødte vores datter, vores lille Mynthe. Allerede 4 måneder! Det er ikke helt til at forstå. For det føles slet ikke som så lang tid, også alligvel gør det. Føles som tusind år siden jeg duftede hende og kyssede hendes lille fine ansigt. Jeg savner hende helt ubeskriveligt meget, og ville så gerne kunne spole tiden tilbage og have bare en time mere sammen med hende. Men det kan jeg ikke, og  det gør ondt. Lige så ondt som tanken om jeg aldrig nogensinde skal se hendes yndelige lille ansigt.

I morgen, der er det også præcist 4 måneder siden jeg så hende for aller sidste gang. Det gør ondt at skrive, for det er sådan det er. Jeg skal aldrig se hende igen, aldrig holde hende igen. I hvert falde ikke mens mit hjerte stadig slår. Nogle dage ville jeg næsten ønske det ikke slog, for så ville det ikke gøre så vanvittigt ondt. Men når den tanke strejfer, så kigger jeg på min fuldstændig fantastiske søn og hans far. Også priser jeg mig lykkelig for jeg har dem. For det er dem jeg lever for, dem og min øvrige familie. Og for min datter. Og jeg giver ikke op, det kommer ikke til at ske. En dag vil jeg også komme til at leve for min skyld og ikke kun for andres ..